Forlis og brann tok liv

.
Høsten 1854 og våren 1855 kan synes å ha vært en tung tid i Skudeneshavn.
Et forlis krevde fire liv og en brann tok to unge jenter. I et lite samfunn kan det synes som om to slike hendelser i løpet av fem måneder, måtte ryste bygdefolket.

Og det gjorde de nok. Men hvordan forholdt folk seg til begravelser og død? Hva var daglidags for dem?
Kirkeboka for Falnes forteller at det i 1854 var totalt 26 begravelser. 15 av de døde var under 14 år, 11 var over. Snittet på barnas alder var 3 år. Snittet på de voksne var 50 år.

I 1855 var det begravelse for fire menn som omkom ved samme forlis. De var i snitt 41 år. Bror til min oldemor, ungkaren Gunder, var blant dem. Han var ungkar, 33 år, og hadde nettopp bygget huset hjemme på Høines. Oldemor overtok huset.

Brannen på Skitnedal gjorde nok inntrykk selv om det ofte var barnebegravelser. Søstrene Grethe og Serine Jakobsdatter brant inne på loftet, 16 og 13 år gamle. Resten av familien kom seg ut i tide, men jentene hadde ingen sjanse.

En sang skrevet av omgangsskolelærer J. Thomassen Munkejord i Ytre Sogn er tatt vare på. På sangen står det:
En åndelig sang, forfattet i anledning af den sørgelige begivenhet, som rammede de tvende søstre, der omkom i den Vådeild, som indtraf på gaarden Skidnedal i Falnes Pestegjeld i 1855,
　
Sangen har 38 vers. Den forteller om det som faktisk skjedde under brannen, og trøster de gjenlevende og formaner om å alltid vente døden. Noen utvalgte vers er gjengitt her.
　

1. Stands ungdoms
2. Ven din raske gang.
3. Fæst Øyet her, til denne sang.
   Hvori du vil fornemme
   Dit lives ubestandighed,
   Vel dig, om du er da bered,
   Naar dette Liv Fortæres
   Og livet Traad avskjæres.
   2. Med blomster som på marken står
   Afbilder dine Ungdomsår
   De hastig tager Ende
   I dag de eier gylden Pragt
   I morgen bær de bleget Dragt
   I dag du og kan traske
   I morgen støv og aske
   3.Endeel for Sværdet falle om
   En del når de som muntre gaae
   En del i havet blegner
   En del til aske bliver lagt
   Af ildens Vold og grumme magt
   Således Herren kalder
   Fra livts unge alder.
   4. Så har det nyligt hændet her
   At tvende unge Mennesker
   Til Støv og aske lagdes
   Då de i søvne arme låe
   Då monne Vådeild opstaae
   Sin store magt den øvde
   Alt hvad den fandt den røvde.
   5. Al godheds Fader, trøstens Gud
   Styrk dem at holde Prøven du
   Som en af sorgen bøiet
   To sørgeskaaler iskjænket er
   Af dig du gode fader kjær
   Som de må her udtømme
   Med gråd og Taarestrømme.
   6. De Mænd som dette først blev var
   At luen den angrebet har
   Dets Huus og Eiendele
   Med hast sig stedet nærmede
   Hvor elden fryktsomt flammede
   Til dem de Raab udstemte
   Som ingen fare kjendte.
   7. Med hast af Sengen de opstod
   Den Skjebne var ei for Dem god
   Som og Enhver kan tænke
   At de et sådant Flammekor ---
   De innviklet var
   Det var et grusomt skue
   Hvormed Enhver må grue.
   8. Med ængsted sind, bedrøvet Mod
   De hastelig ud drage lod
   Som vaagned af sit Leie
   Ifra den grumme Mordergjæst
   Som holdt sin store Seiersfest
   Udaf det fagne Bytte
   Hvorfra de måtte flytte.
   9. Her var ei mere for dem håb
   Men sørgetoners klageraab
   Sig derifra lod høre
   Ei trøst, ei Redning var at faae,
   Forladt af Gud, de synes staae
   Alt stod i eld og lue
   Det var et rædsomt skue.
   10. Den bitre skål de tømme må
   Og straks en anden følger paa
   Som de og skal uddrikke
   Me større Sorrig, Ak og Vee
   Samt jammer og bedrøvelse
   Og mange fælte taare
   Som hjertet dypt må saa.
   11. Og det er deres døttre kjær
   De tvende som på salen er
   Og søger Natte-hvile
   De vågnet ei ved Raab og ord
   De kjendte ei den fare stor
   Hvor de var omgivet
   De er et offer blivet.
   12. Sig ilden trængte frem med magt
   Til den å komme var dens agt
   Og med stor hast den ilte
   Derhen med Qvalm og Damp og røg
   For dennem var den visse død
   De ingen redning kjendte
   Omkring dem alting brændte.
   13. Og straks greb luen disse an
   De slutte skal sin vandringsplan
   I disse jammers Dale
   Ei nogen til dem komme kan
   Thi elden negtet dem adgang
   Til deres sted og bolig
   Hvor de mon hviler trolig.
   14. Forældrene sig gremme må
   Og deres søsken ligeså
   Som dette syn mon skue
   At disse to blev grebt an
   Af Flammesn Sværd og Luens tann
   AK, hvilken sorg og klage!
   Den skål var sur at smage.
   
   　
   　
   Mel: O, kjære Sjæl, frykt aldrig mer.
   
   Bildet ovafor er fra "Kaldestad gamle kyrkjestad" i Kvinnherad