Fest sikkerhetsbeltet!

Slik så far det for seg: flytting for 73 år siden. Sikkerheten stod ikke akkurat i høysetet.

Vi måtte også ta taket til hjelp da vi var hjemme og ryddet i barndomshjemmet vårt nå når mor og far ikke er der lenger.

Vemod og takknemlighet er det vi sitter igjen med i disse dager. Og et smil om munnen må vi ha. For stadig dukker det opp bilder, minner som får oss til å le, slik jeg også måtte i dag da denne tegningen dukket opp som far (eller farmor (eller kanskje farfar)) sendte til avisa i 1939.

Nasjonalbiblioteket - eit skattkammer

Ikkje alle lengtar til Nasjonalbiblioteket. Men eg gjer det.
Der er mange skattar vel tatt vare på. 

Og eg får lov å sjå dei, ta i dei, lesa i dei.

I Nasjonalbiblioteket går fortid og notid hand i hand. 

Du søkjer på data etter nyheter frå 1800-talet. 

Du bruker dagens teknologi i eit ærverdig bygg, eit bygg som er tatt vare på, samstundes som det er tenleg som biblioteket. 

Det er ei oppleving å vera der.

Bli med inn ein liten tur:

Datamaskinar og skanna aviser gøymer skattar. Men noko av det gamle er framleis i bruk, ikkje berre til pynt.

Nytt og gamalt, hand i hand.

Gamle bøker, førsteutgåver, i original. Vakkert!

Her er takhøgda stor. Alle velkomne!

Jomfruelege 1880-talsaviser? Ja, når eg er førstemann som opnar boksen etter kopiering, så kan det vel kallast jomfrueleg?

Gotisk er det geitt å kunna når ein les aviser frå 1800-talet.

Veiledninga, det vil seia dei som kan gje deg råd og vink om korleis du bruker biblioteket og kva du finn der, kan du følgja på Twitter: @NBveiledning

Kulturmøte i 1897: Kva kan vaskefatet nyttast til?

På mi leiting etter kjeldestoff, held eg meg for tida på 1890-talet, og i den samanheg er det mykje god bifangst å henta. I dag kom eg over dette døme på kulturmøte i Vestlandsposten, 1. februar 1897.

"Den Muhamedaner, der er bleven indvalgt i det franske Deputererkammer, foretager forskjellige Ting, som vækker Opmerksommed. Han møder saaledes i østerlandsk Klædedragt, og han iagtager nøie de muhamedanske Skikke med Bøininger og Knælinger. Nylig vilde han ogsaa vaske sine Fødder i de Fade, hvori Deputererkamrets Medlemmer har Anledning til at vaske Ansigt og Hænder; men da dette ikke tillades ham, gik han ned til Seinefloden og udførte der i Kulden og i en stor Menneskemængdes Overvær sin Fodvaskning. Mandens Navn er, som før omtalt; Dr. Brenier.

Garborg - ein av dei "store og mærkelige Forfattere".

 

Vestlandsposten, 4. januar 1892, skriv om siste boka til Arne Garborg. 

Det er gode ord Garborg får frå sine eigne på Vestlandet her. Men ordvalet er ikkje akkurat slik det er i dag. Avisa skriv: " Med denne Bog har Garborg bragt hele den nordiske Læseverden til at erkjende, at han hører til de store og mærkelige Forfattere i sin Samtid, og at han mere end nogen anden har flyttet Mærkepælene for norsk Digtning frem forbi baade Bjørnson og Ibsen."

"Mærkelig" må vel her lesast som "grunn til å merka seg".