Sild og revy i Skudeneshavn

Skomaker Georg Rolfsen kunne mer enn å såle sko. Han var en flink revyartist og ikke minst en dyktig revyforfatter.

Silda var et selvsagt tema under revyen. Bildet viser Rolfsen i aksjon på scenen på ungdomshuset med visa  "Da er det fiske!" Visa kunne gått inn i den aktuelle debatten om kvinnesyn, men den passerer likevel på grunn av "historisk interesse":

Når silda kommer til oss på ny,

da er det fiske, da er det fiske!

Og når vi spiller en lett revy,

da er det fiske, da er det fiske!

Når fiskefolket går i gatene

og silden ligger brun på fatene,

da er det fiske, da er det fiske.

Når byen fylles av støi og damp,

da er det fiske, da er det fiske,

og hele luften av treskodamp,

da er det fiske, da er det fiske!

Når strilen kjennes på mavene

og kvinnehæren kommer travende,

 da er det fiske, da er det fiske!

Når byens damer tar permanent,

da er det fiske, da er det fiske!

og elskovstrang i sitt hjerte kjent,

da er det fiske, da er det fiske.

Og når de tripper der ilende

og Boknabuen kommer smilende,

da er det fiske, da er det fiske!

Når jomfruen bliver rar og ør,

da er det fiske, da er det fiske,

og når hun smiler til hver sjarmør,

da er det fiske, da er det fiske.

Og når hun vrinsker litt eggende

og Kvitsøybuen glor på leggene,

da er det fiske, da er det fiske.

Når kvinnen atter blir lei og sur

er fiske omme, er fiske omme,

og glemmer ganske å gå en tur,

er fiske omme, er fiske omme.

Når jordmoren setter opp skiltene

og ungene de kommer trillende

er fiske omme, er fiske omme.

Her er Rolfsen i barnevogna. Og han vet hvilke yrke det svarer seg å ha: Mora sier:

- Du ska' bli dokter, ikkje noge vas!
Mens ungen svarer:
- Nei! Eg vil bli notabas!

Fra sildefisket i tidligere tider.

Fotoene er hentet fra boka "Svunne tider og forsvunne hus", Rolf Høines forteller. Nauthydlaren forlag 2000. M E Totland
Opplysninger/pris og størrelse om maleriet fra tidligere tider og andre "hjemmelaga" bilder finnest her på Galleri Nauthydlaren si heimeside

Prest med integritet.

"Og sidan kom då lensmann inn og presten",
heiter det i visa om hestehandelen, sikkert som utrykk for at no var makta samla.

Og mykje makt var samla på få hender før i tida. Ofte var presten også ordførar.
Slik var det på Fjelberg. Og lensmannssonen på Fjelberg på 1940-talet skriv godt og lesverdig om dette her: Fjelberg prestegard. Barndomsminne.

Her fortel han mellom anna om då presten møtte seg sjølv i døra. Ikkje slik me tenkjer: at han måtte gå tilbake på det han tidlegare hadde gjort. Nei. Han møtte seg sjøl i døra og gav det svaret han skulle gi.

Far hadde også merka seg at presten, Sverre Aarseth, respekterte maktdelingsprinsippa i det moderne samfunnssystemet. På vegner av soknerådet sende han ein gong ein søknad om ei lita pengeløyving til Fjelberg kommune.  ”Alle” rekna med at det skulle gå greitt, ”for presten er jo sjølv ordførar”. Undringa blant bygdefolk var stor då det kom eit svarbrev, visstnok underteikna av Sverre Aarseth sjølv, med blankt avslag. Far, (lensmannen) undra seg ikkje.

Fest sikkerhetsbeltet!

Slik så far det for seg: flytting for 73 år siden. Sikkerheten stod ikke akkurat i høysetet.

Vi måtte også ta taket til hjelp da vi var hjemme og ryddet i barndomshjemmet vårt nå når mor og far ikke er der lenger.

Vemod og takknemlighet er det vi sitter igjen med i disse dager. Og et smil om munnen må vi ha. For stadig dukker det opp bilder, minner som får oss til å le, slik jeg også måtte i dag da denne tegningen dukket opp som far (eller farmor (eller kanskje farfar)) sendte til avisa i 1939.

På leit etter Garborg sine Smaastubbar, fann eg herleg "Hardseilads" med "sproget" frå Dølen, 1859

Hadde Garborg trudd om sine etterfylgjarar at dei kunne komma til å hogga han ut i stein og plassera han i Knudaheio?
Trur me om dei som levde rundt 1860 at dei hadde humor og mot til å harselera med språket og språkstriden som dei stod midt oppi?


På leit etter kjelder, finn ein ofte meir enn det ein leiter etter. Etter eit par år med funderingar er eg komen til at dei små stykka som Garborg seier har stått i Smaastubbar, slett ikkje har stått i Smastubbar som han gav ut som vedlegg til Lærerstandens Avis i 1873, og seinare blei ein liten trykksak, men at han leverte små stubbar til hefta som Mons Litlere gav ut på slutten av 1800-talet. Dette var lettlesen lektyre på landsmål, utgjeven for å fremja målsaka.

I fyrste utgåva av "Smaastubbar" frå 1889, er det henta fram eit stykke som stod i Dølen så tidleg som i 1859. Det er ein herleg harselas med det danske språket som var i bruk i Norge på den tida. Når det gjeld rettskrivng, er det så ille, at om eg les korrektur på dette stykket eller ikkje, vil ingen kunne sjå skilnaden. Den språklege leiken går så livleg føre seg her, at ein korrekturlesar må melda pass.

Merk særleg siste avsnittet her som handlar om rettskriving.

Utdrag frå
Brev om kulturen.

Til Dølens Riddagsion.
Uagtendes jeig maa skee bereignes til de indfoldige og vandkundige folk i Lidtradturen saa alligevel beføler jeig en vis Indspirasion til ad skrive dem Til, vilket jeig jøer med saa meget mere modighed, da jeg har forhørt at de skal være meget skaansommelighedsfuld og indtaalerandse om der skulde være nogen feiler eller Kundsigkvendser i Urtegravfien. Vadh som nu mest anbedriver mig hertil er det ad jeig for nogle Ugger siden belæste en Version i Bladet som syndtes at indbegribe nogle Hardseigladser om Kuldthuren, og dette forsatte mig i en mellemkolisk Bestemthed fordi jeg altidt har vært en stor Livhaver af Kuldturen, og ønsket ad det hele Folk var kuldtureret i sin klædedragt og spraag og bespisning og Møblerering. Jeig gjik nu og dividerede med disse Tvivlagtigheder intil en af mine Kompani-Junger kom og indberettede mig at der nyligens havde staaet nogle ufortræffelige Indsirater i Afviserne om spraaget og Culdturen; jeg gik da sporenstræks hen og ærholdte Afviserne og dermed var da alle mine Indpressioner forbi. Jeig kan ikke ledtelig besige vorledes jei blev beslagen af den overtræffelige Inskrifsion, som stod i morgen-Bladet om denne Adfære; dersom jej havde kjent Forfaderen til denne Opsads vilde jeg have sent ham en Ærekjændelse skriftlig og betakket ham ret gjærtelig for al den Muntrasion og Retterering som jeg fant i denne Forfattelse, for nu fek jei dog ad hvide ad Culturen er et Magtværk som det er usandseligt at jøre nogen Opsætion mod, og derfor er jei nu forstemt paa at den skal bibeholdes og bibringes hvidere saa Vel til den Menige mand som til os andre som have længe nødet goth af dens velhjerninger. Nu er det besørgeligt at ærfare voer Ilde det bestaar sig med Chulturen i diverse Stadiummer i vore Land-Istrigter, at folk boer i saadanne uanseelighedsfulde huser og at de iche have ansforskaffet sig vogner og Veiturer, at de værken have Gardyner for viin-Duerne æller Tappæder paa veggene og at de iche have saa Meget  som et Portræde eller Stille-Bennesmalerie paa sine vægger, at de icke vide noget om So-Faer eller Kom-Moder, at de icke sætte laas for de Lukkaler voer de have sine sænger og sammenligninger, at de ikke have forstandighed til at feire sin Givbortsdag og proppenere skaaler for det gemindelige Bæste, at de icke have læret at sige Atgjø istedfor Farvell æller at kalde sine Familifolk med de rette forbenævnelser som Ungkel og Thante og Fædter og Kausiner og Svige-Rinde med mere som hører til Anstændigheden.

...

Vad derimod Norskheeden anbelanger da haer jei en stor Erbødighed og Risspægt for den, for nordsk har jei hvært i al min dag og saa indirektig real naarsk som nogen kand hvære, hvilket jeg foranbetragter som en stor Haanør og Ærefuldhed; saaledis er jeg ogsaa en stor Ælsker og Livhaver af det naarske spraag som jeig selv thaler, og er meget glædesfuld naar jeg forhører at ny naardske ord ere opfundne af kuldtureserede folker, saasom Rigemente for Kompan-Ni, og Kongs-Stabel for Vægtere. Derimod kand jeig icke finde Besmagelse i slige Utrykkelser som kommer fra de lavere kulturløse klasser og som jeig icke Selv thaler, derfor kand jei icke stæmme for den Forståelse at saadanne thinger skulde anforsæthes til nogen Æragtelse; dersom jeig befandt nogen forsmag i det saa skulde jeig hjærne sandsionere den hele Proppesetsion, men ligesom det er ondt at spidse naar man icke har Abetidt, saa er det ogsaa noget skinneerligt at afprobere en Proporsjon, som man icke kand taalerere.

..

Mand burde ogsaa indfbeføre en større forveksling og Varigasjon i Skriften, saa at an icke skrev ordene altid ligedant, for dette er eensformeligt og kjedeligt. ImellerThied er jeig endnu ikke kommen til Ret fuulkommenhed i min Reglemangel og det betræffer sig under Tiden at jei sædter Semikolonner og Pungtom paa uredte stæder, vilket den gunstighedsfulde Læser formodes om at ville ærbødigst berette.

Med megen Forbeentlighed og Æragtelse,

Scharfvebagchen den 5tende Gjenuari 1800 9 og 50.

Ohle Ohlszén

(Truleg skrive av Ivar Aasen)